Med Grundtvig som motiv fremstiller værket en skikkelse i stadig bevægelse mellem tanke, tro, handling og livskraft. Portrættet gentages i en næsten pulserende rytme, som om hans stemme, idéer og menneskesyn fortsat bevæger sig gennem tiden – vedholdende, insisterende og levende.

“Der er en tid til arbejde – og en tid til kærlighed. Det efterlader ikke tid til andet”. (Coco Chanel).

Citatet danner en klangbund for værkets fortolkning af Grundtvig. Hos ham var arbejdet ikke alene en pligt, men udsprang af en dyb kærlighed: til mennesket, til ordet, til troen, til folket og til det levende fællesskab. Han var drevet af en overbevisning om, at mennesket ikke blot skulle oplyses, men vækkes til liv, deltagelse og ånd.

Kærligheden eksisterer ikke isoleret; den opstår mellem mennesker og får betydning gennem det, vi gør for hinanden. Arbejde og kærlighed bliver derfor ikke modsætninger, men to sider af samme drivkraft: den intentionelle handling, hvor engagement, omsorg og skaberkraft brænder sammen.

Værket kredser således om et menneske, der brændte for det, han elskede – og som lod kærligheden få form gennem det, han skabte. I den ekspressive gentagelse fremstår Grundtvig ikke som et fjernt historisk ikon, men som en levende og næsten rebelsk kraft: et menneske i flammer, drevet af ord, ånd og kærlighed.