Lillesyd

Urban Neo-Pop Art

Lillesyd

60 x 80

Lillesyd er et portræt af Peter Aalbæk – en mand, der for mig står som indbegrebet af farve, varme, mod og rebelske livskraft. Jeg mødte Peter første gang til Stjernestunder 2025 på Lillesyd i Herfølge, hvor jeg gik rundt som frivillig. Peter og hans familie havde åbnet deres hjem og skabt en festival båret af overskud, generøsitet og kærlighed. Midt i det hele lagde jeg mærke til denne farverige og udtryksfulde herre, som med en helt særlig selvfølgelighed var hjælpsom, nærværende og “serving” i ordets smukkeste forstand.

Jeg sagde til ham, at han og hans familie rummede en helt særlig kærlighed i deres handlinger. Spændet mellem det kærlige, det vilde, det skæve og det levende gjorde stort indtryk på mig – og netop den energi er vævet ind i dette værk.

Værket bærer titlen Lillesyd, fordi stedet i sig selv er blevet et symbol på noget, der kan noget, dér hvor systemer ofte kommer til kort. Nu er det hans døtre, der fører ånden videre og “run the show” med samme kraft, farve og skaberglæde, mens Peter er trådt lidt mere i baggrunden. Lillesyd er et sted med gang i den, med plads til mennesker, fællesskab og arrangementer – ja, selv hønsene er en del af fortællingen.

I portrættet står Peter som en grønflammet, ikonisk figur omgivet af neonfarver, dryppende sort energi og lag af liv, kultur og bevægelse. Han fremstår både rolig og kompromisløs, venlig og oprørsk. For mig er han en af mine yndlingsrebeller: et menneske, der viser, at kærlighed, kaos, generøsitet og handlekraft godt kan bo i samme krop.

Peter fylder snart 70 år, lige efter påsken. Tillykke, kære Peter!

Fotograf: Kenth Gram Madsen, kendte.dk

30 13 30 41 Send mail